I dag er vi tre partnere, Anette Dam Jacobsen, André Aalykke Jørgensen samt Daniel Beck Mortensen, i Status Revision, og vi er på udgik efter endnu en partner, som har lyst til at arbejde sammen med os.
Vores nye kollega skal indgå i løbende sparring, strategiarbejde, den daglige styring samt servicere egne kunder og bidrage til at forsætte den positive udvikling. Du skal ikke være en erstatning for en anden, men derimod et nyt medlem i vores gruppe.
Vi har fokus på, at det skal kunne lade sig gøre at have et liv ved siden af jobbet som partner i en revisionsvirksomhed. Balance mellem arbejds- og privatliv er ikke kun et ønske for vores medarbejdere – men også for os som partnere. Der er derfor ingen forventninger om, at du arbejder minimum 50 timer om ugen.
Det er ikke så vigtigt for os, hvilke opgaver du tidligere har arbejdet med, hvilket firma du kommer fra, eller om du kun har siddet med SMV-kunder med videre. Det vigtige er, at du passer ind i vores partnerdynamik. Skulle du have samme “dårlige” humor som os, er det kun et plus.
Vi ønsker at fortsætte med at være en gruppe, hvor vi hjælper hinanden i stedet for at konkurrere indbyrdes, hvor vi har stor gensidig respekt, og hvor alting ikke er formelt hele tiden. Vi er lydhøre overfor hinanden, hinandens input og andre måder at gøre tingene på. Vi vil med andre ord spille hinanden gode.
Du skal derfor IKKE:
- Tænke hierarkisk og være glad for topstyring
- Have rundsave på albuerne
- Arbejde som en robot
- Synes det er fedt at konkurrere med dine partnere og medarbejdere (udover til personalearrangementerne)
- Ønske at være i en partnergruppe, hvor overvågning og kontrol af hinanden er nøgleord
Bliver vi opmærksomme på områder i Status Revision, der bør og skal være anderledes, så reagerer vi altid med det samme. Der er kort fra ide til beslutning og handling.
Vores døre står altid åbne for såvel en kollega, som en kommende kollega, så hiv endelig fat i en af os – vi er klar til en snak
Hvem er vi?
Anette Dam Jacobsen, født i 1986, bor i Stouby med sin mand og to børn. Hun er ansvarlig for kvalitetsstyring og uddannelse hos Status Revision og er desuden tilknyttet SR-Akademiet. Hun elsker naturen og at stå på paddleboard samt fiske med sin familie, og så siger hun aldrig nej til et godt slag brætspil.
André Aalykke Jørgensen, født i 1975, bor i Vejle med sin kone og har to voksne børn. Han er Status Revisions HR-ansvarlige. Han holder af at gå tur med familiens hund og hoppe på trampolin, og så har han i øvrigt været gartner i 15 år. Han er rykket fra Fyn, hvor han har boet det meste af sit liv, for at være en del af Status Revision
Daniel Beck Mortensen, født i 1981, bor i Vejle med sin kone og tre børn. Er Status Revisions it-ansvarlige og er bestyrelsesmedlem i Kreston. Han er vild med sejlads og nyder at tilbringe tid med venner og familie. Derudover er han med i en filmklub, hvor medlemmerne ser film sammen flere gange om måneden. Daniel har i øvrigt en baggrund som restaurantchef.
Vi glæder os, til vi kan fortælle mere om vores nye partner.
Download som pdf