Anskaffelsessummer for edb-software har frem til 2025 skattemæssigt kunne straksafskrives i det indkomstår, hvor anskaffelsen er sket. For anskaffelser, som sker efter den 1. januar 2025, er det ikke længere altid muligt at straksafskrive anskaffelsessummen for software skattemæssigt.
Hvilken software kan fortsat straksafskrives
Følgende software vil fortsat kunne straksafskrives i det indkomstår, hvor anskaffelsen er sket:
- småanskaffelser på op til 34.400 kr. (2025-niveau)
- løbende licensbetalinger for retten til at bruge software (tidsbegrænsede licenser)
- vedligeholdelse og løbende opdateringer af eksisterende software
- software anskaffet som led i forsøgs- og udviklingsomkostninger
I relation til sidst listede bullet husk desuden også den øgede fradragsret for forsøgs- og udviklingsomkostninger i både 2025 og 2026 på henholdsvis 108% og 110%, hvis projektkriterierne: nyhedselement, kreativitet og usikkerhedsmoment er til stede og dokumenteret.
Hvilken software kan ikke længere skattemæssigt straksafskrives
Derimod kan følgende software ikke længere straksafskrives i det indkomstår, hvor anskaffelsen er sket:
- køb af ny software over småanskaffelsesgrænsen på 34.400 kr. (2025-niveau)
- forbedring af eksisterende software
- køb af software med tidsubegrænset brugsret
Ovenstående regler gælder ikke kun køb, men også omkostninger til egen udvikling af software.
Hvordan skal software, der ikke længere kan straksafskrives, skattemæssigt behandles
For de anskaffelser af software, som ikke længere kan straksafskrives skattemæssigt, skal udgiften i stedet for afskrives efter reglerne for driftsmidler, hvilket betyder, at anskaffelsessummen tillægges driftsmiddelsaldoen og afskrives med op til 25 % årligt efter saldoprincippet.