Fra i år (2026) træder den nye skattereform i kraft, og med den følger den omtalte top-topskat. For selvstændige erhvervsdrivende med store opsparede overskud i virksomhedsskatteordningen (VSO) kan det give anledning til yderligere overvejelser omkring skatteoptimering.
Den nye skattereform introducerer en ny skattemæssig tretrinsmodel med mellemskat (+7,5%), topskat (+7,5%) og top-topskat (+5%).
De nye grænser: Er du i farezonen?
Fra 2026 indføres som nævnt en top-topskat på 5% oveni den almindelige topskat. Det betyder, at den samlede marginalskat stiger fra ca. 56% i 2025 til lige under 61% i 2026.
Grænsen for top-topskatten er sat til en indkomst på 2.592.700 kr. efter AM-bidrag i 2026 (svarende til ca. 2.818.152 kr. før AM-bidrag).
Mens de fleste vil opleve en lille skattelettelse via den nye mellemskat, står de højest lønnede, der bliver ramt af top-topskatten over for en skattestigning. Men også selvstændige, som gennem årene har benyttet VSO til at udskyde beskatning kan blive ramt af top-topskatten, hvilket aldrig har været planen og som derfor kræver nye overvejelser og muligheder, afhængigt af det forventede forbrug og hævemønster.
Strategi 1: For selvstændige med en personlig indkomst over 2.592.700 kr. – fremryk indkomst til 2025
Hvis man historisk set har haft – eller forventer at få - store hævninger, der bringer ens indkomst over den nye top-topskattegrænse på 2.592.700 kr., bør det overvejes at "fremprovokere" en større personlig indkomst i indkomståret 2025. Ved at hæve opsparet overskud fra VSO til beskatning i 2025, kan man placere midlerne i frie midler (efter skat). Selvom man ikke skal bruge pengene her og nu, spares differencen på 5 procentpoint i skat ved at tage skatten i 2025 fremfor i 2026 eller senere.
Strategi 2: For selvstændige med et moderat forbrug – Tænk på "Den 3. Alder"
Hvis man ikke har behov for årlige hævninger, der medfører en personlig indkomst på over 2.592.700 kr., er udfordringen en anden. Her handler det ikke om at undgå top-topskatten her og nu men om at sikre, at ens opsparede overskud ikke bliver beskattet unødigt højt, den dag virksomheden ophører.
Når en virksomhed ophører, skal det opsparede overskud i VSO som udgangspunkt hæves og beskattes. Sker dette i et enkelt år, vil indkomsten risikere at ryge over top-topskattegrænsen, og man skal således betale lige under 61% i skat.
Løsningen kan være at holde liv i VSO, så man kan fortsætte med at udbetale overskuddet i små bidder hen over en årrække – f.eks. som supplement til ens pension.
Sådan holdes en VSO i ”live”:
For at bevare VSO kræves det, at man driver selvstændig erhvervsvirksomhed. Men kravene til hvilken virksomhed er fleksible. Hvis man sælger eller lukker ens primære drift, kan man med fordel etablere en ny, mindre aktivitet:
- Udlejning af ejendom: Køb af en ejendom til udlejning betragtes som erhvervsvirksomhed. Dette giver en mulighed for at videreføre hele ens VSO-saldo.
- K/S Projekter: Deltagelse i visse K/S-projekter kan også kvalificeres som virksomhedsdrift, hvis der ikke blot er tale om at være passiv investor, men at strukturen godkendes som erhvervsmæssig.
Ved at holde virksomhedsordningen i live kan man løbende hæve af det opsparede overskud som supplement til eksempelvis ens pension, så man løbende holder ens personlige indkomst under grænsen for top-topskat, topskat eller mellemskat.
Strategi 3: Omdannelse til selskab – skattefri virksomhedsomdannelse
Er det ikke muligt eller ønskeligt at drive virksomhed videre (eksempelvis via udlejning), når man går på pension, kan det overvejes om det er muligt at foretage en skattefri virksomhedsomdannelse, hvorved ens personligt ejede virksomhed omdannes til et selskab, og hvorved ens opsparede overskud overføres til selskabet uden at udløse beskatning her og nu. Skatten "gemmes" i stedet i kapitalandelenes anskaffelsessum – altså i anskaffelsessummen
I praksis betyder det, at dine anparter får en lavere anskaffelsessum – måske endda en negativ anskaffelsessum. Skatten forfalder først, når du engang sælger anparterne eller likviderer selskabet. Fordelen er, at du som hovedaktionær selv styrer, hvornår og hvor meget du vil udbetale i udbytte og i begrænset omfang løn.
Dette giver bedre mulighed for skatteoptimering ved at man eksempelvis kan vælge at udbetale udbytte op til progressionsgrænsen (27% skat) årligt, og dermed nedbringe formuen til en lavere skattesats end både topskat og top-topskat.