Aktuelle OBS punkter – fra revisorverdenen

Forskudsopgørelsen for år 2025

Den 12. november 2024 bliver forskudsopgørelsen for 2025 frigivet, og den kan ses i din skattemappe på SKAT-Borger. Forskudsopgørelsen er bestemmende for den løbende skat, du skal betale gennem 2025 og dermed også for, om du til marts 2026 får overskydende skat eller restskat.

 

Forhold du bl.a. skal være opmærksom på, hvis du ønsker at din løbende skattebetaling for 2025 ikke bliver væsentlig forkert.

  • Svarer din lønindkomst eller overskud af personlig virksomhed til din forventning til 2025. Størrelsen af det forskudsregistrerede beløb har betydning for såvel beskæftigelsesfradrag samt eventuel betaling af topskat.

  • Er kørselsfradraget OK, eksempelvis hvis du er begyndt at arbejde mere hjemmefra.

  • Er dine renteomkostninger realistiske, relevant ved udsving i renteniveauet eller ændring på grund af låneomlægning.

  • Er dine pensionsindbetalinger tilpasset. Størrelsen af indbetalingerne har betydning både for dit direkte fradrag samt for fastlæggelse af ekstra pensionsfradrag.

Du kan løbende tilpasse tallene i din forskudsopgørelse 2025 og foretage korrektion på SKAT Borger.dk, men du skal være OBS på, at SKAT også kan foretage korrektioner i løbet af 2025. Besked herom vil du modtage i din E-boks.

 

En mulig forklaring på, hvorfor du har fået en ny årsopgørelse fra SKAT for år 2023 

Vurderingsstyrelsen er i gang med at udsende de endelige ejendomsvurderinger pr. 1. januar 2020 til de danske boligejere, og for mange betyder det en regulering af den grundskyld og ejendomsværdiskat, der allerede er betalt, enten i form af en ekstra betaling eller en tilbagebetaling som for meget betalt. 

Årsagen hertil er, at de beløb, der er betalt for perioden 2020 til 2023, er sket på baggrund af foreløbige ejendomsvurderinger. Reguleringer til ”for lidt betalt” grundskyld og ejendomsværdiskat sker kun med virkning for årene 2020-2023, da efterbetaling for tidligere år eftergives.

Påvirkningen af de endelige ejendomsvurderinger sker ved SKAT`s udsendelse af nye årsopgørelser, enten med udbetaling af overskydende beløb eller med opkrævning af for lidt betalt - men SKAT udsender også nye årsopgørelser, selvom der ingen ændring er i det beløb, der skal betales.

Vores kompetencer spænder bredt 
– skal vi også rådgive dig?

Se vores ydelser

cta ikon
bubble